Familieterapi

Familieterapi er for alle slags familier. Det betyder ikke noget, hvordan den ser ud, hvor stor den er eller hvor gamle børnene er. Når de svære problemstillinger gør sit indtog i familien, kan det føles som at miste overblikket og fodfæstet for en stund. Vi er knyttede og afhængige af hinanden, og derfor får den enkeltes manglende trivsel også indflydelse på de øvrige medlemmer af familien. Familien er en helhed, hvor vi bør kunne få støtte og kræfter til at bevare vores eget fodfæste i hverdagen.

speciale-familieterapi-square

Når familien mister fodfæstet

Familier kan se ud på mange forskellige måder, men oftest består de af nogle voksne og børn i forskellige aldre. De får alle betydning for hinanden, de knytter sig og danner betydningsfulde relationer til hinanden. I alle relationelle sammenhænge er der et dig, et mig og et os, og det gælder også i familien. Her er måden, hvorpå vi er sammen og kommunikerer med hinanden, afgørende for det enkelte familiemedlems trivsel og udvikling.

Familien er altså en helhed, hvor alle lader sig påvirke på kryds og tværs. Derfor mærkes det, at når bare ét medlem af familien får det svært, så påvirker det også resten af familien.

Der kan være mange årsager til ubalance og mistrivsel i familien. Det kan være de voksnes indbyrdes relation, skilsmisse eller udefrakommende livsbegivenheder som f.eks. job, sygdom, børnenes skole og dødsfald, som alt sammen er medvirkende til at påvirke familiens medlemmer på forskellige måder.

Familien er et sted, hvor vi har brug for at opleve tryghed, nærvær og kærlighed. Og relationen skal helst være forudsigelig, således at vi kan udvikle og ruste os til at tage ansvar for vores liv - altså blive til glade og livsduelige mennesker.

Børn er ofte ret gode til at mærke, når der er noget i familien, som ikke fungerer. De mærker hurtigt, når stemningen er tung, fordi en af de voksne virker fraværende og ked af det. Når familien er ude af trit, påvirker det medlemmerne, og det mærkes især på børnene.

Det er ofte i sådanne situationer, at de voksne forsøger at skåne børnene ved ikke at tale om det. De skjuler deres bekymringer, i troen på at børnene ikke lægger mærke til dem.

Desværre viser det sig alt for ofte, at børnene altid mærker den begyndende mistrivsel og ofte både har set og mærket det, som de voksne forsøger at skåne dem for. Det er de færreste gange, jeg har oplevet, at man har talt for meget med børnene om de svære ting. Desværre er det mest det modsatte, at alt for mange voksne bliver usikre og nervøse for, hvordan de skal tale med deres børn. Børn kan derfor meget nemt få den opfattelse, at de svære emner ikke skal tales om, og slet ikke dem, som gør os kede af det.

Hvordan kan familieterapi hjælpe?

Familieterapi har til formål at hjælpe familien med at få fodfæste igen. Som familieterapeut er jeg den uvildige, der skaber rammerne for, at familien kan få talt om de svære ting. Det er et rum, hvor alle kan fortælle, hvad de oplever, og hvad det gør ved den enkelte at mærke den manglende trivsel. Her skal man mærke, at det faktisk ikke er så farligt at sætte ord på de følelser, som man i familien har haft svært ved at udtrykke før. Det skal være et rum, hvor alle føler sig set og hørt. Oftest føles det herefter forløsende, og det giver mulighed for større forståelse, indsigt og transparens i familien.

Børns reaktioner anses altid for betydningsfulde, og derfor er det vigtigt, at børnene deltager i samtalerne.

Familieterapi kan give de voksne et sprog for det, der føles svært. Når de voksne kan, vil det vise børnene, at de også kan lære at sætte ord på svære følelser.

Hvad koster familieterapi

Samtale med de voksne uden børnene.
Hos mig i Birkerød, 60 min.
1.500,00 kr.

Samtale med hele familien.
I familiens eget hjem, 90 min.
2.000,00 kr.

Online samtale med forældrene eller børn.
Via facetime eller teams, 50 min.
1.000,00 kr.

Udtalelser om familieterapi

Som familie har vi fået flere ting ud af forløbet. Dels var det en måde at tage et første skridt og få åbnet op for at tale om de ting, der har været svære og de ting, der stadig er svære. Vi havde brug for en til at facilitere et trygt rum, som både børn og voksne kunne gå ind i og blive set og hørt. Det lykkedes.

Det fungerede også som en fremstrakt hånd fra os voksne til vores børn og en måde at sige, at vi godt var klar over, at det har været hårdt for dem i lang tid, fordi vi voksne havde det svært. Vores børn blev taget alvorligt. Og så gav det også en samlende effekt og en fornyet fællesskabsfølelse efter en splittet periode.

Vi kunne alle rigtig godt lide den afsluttende fælles samtale, hvor alle var med. Det var svært til at begynde med, men så flød snakken og alle kom på banen, og det gav en fornyet fællesskabsfølelse som familie. Det gjorde også, at vi nu har en fælles forståelse og et fælles sprog for, hvilke udfordringer vi har som familie.

Jeg vil klart anbefale Dorthe. Ud over at være fagligt dygtig, er hun imødekommende og tryghedsskabende og formåede at få vores børn til at åbne op. Vi var også imponerede over, hvor langt vi kom med et lidt kort og intensivt forløb med relativt få møder.

En familie med far, mor og tre børn, kort intensivt familiebehandling i familiens hjem.

Jeg har haft samtaler med Dorthe gennem tre år, hvor jeg på et tidspunkt havde fire samtaler om ugen.

Dorthe er en dejlig varm personlighed, som brænder for at guide og støtte folk i udsatte positioner, som de er i. Det kan mærkes i samtalerne med hende, hvor man ikke er i tvivl om, at hun er en ildsjæl med hjertet på rette sted. Dorthe har hjulpet mig og guidet mig i forhold til mine udfordringer og har været god til at støtte mig.

Familiebehandlingen har gjort, at jeg har fået nogle nye handlestrategier, som har styrket mig i forhold til at være den mor, som jeg ønsker. Hun var støtten midt i det kaos, jeg oplevede, og jeg vil altid være taknemmelig for hendes samtaler med mig.

Udtalelse fra en enlig mor til en dreng på 8 år, længerevarende forløb

Dorthe kom ind i vores familie, da det hele så mest sort ud og hun greb mig som mor til to piger som har det svært. Dorthe formåede at lytte, skubbe, gribe og hjælpe med at guide mig gennem den svære situation og få mig til at reflektere over tingene på en ny måde. Jeg blev hjulpet til at have fokus på de små glæders bobler i en svær hverdag. Jeg ville aldrig have været dette foruden.

 

Enlig mor til 2 teenagepiger

Mere om familieterapi

Kontakt mig, og hør nærmere

At række ud efter hjælp er for mange en meget svær beslutning. Der kan være mange årsager til, hvorfor man ønsker at gå i terapi, men for de fleste handler det om at øge livskvaliteten og livsudfoldelsen og at komme hjem til sig selv.

Tag det første skridt - kontakt mig, og hør nærmere.

dorthe-harrit-kontakt